Language Navigation

Vand-elementet

I en organisation er Vand-personen den af alle, der er bedst til at tale sig ind på sine omgivelser. Det være sig som den forstående og indlevende leder eller som sælger i forhold til firmaets kunder etc.

Vand-personen er kendetegnet ved under gunstige omstændigheder at have et positivt personligt flow i alle forhold. Vand-personen har flair for kommunikation og har desuden en veludviklet følelsesmæssig intuition, der hjælper vedkommende til at have en rigtig god timing omkring, hvornår der skal slås til i en given situation, hvis et bestemt mål skal nås. Vand-personen har specielt god timing i forhold til at tackle alle uforudsete situationer i firmaet og hjemme.

Når kollegerne og medarbejderne er ved at drukne i ekstra opgaver og gå til af stress, og når kaoset er ekstra stort, så flyder Vand-personen pludselig ovenpå og begynder at drive med strømmen i den mest gunstige retning, fordi vedkommende er god til at tage tingene, som de kommer uden at gøre nævneværdig modstand.

Vand-personen er i sit rette element, når tingene flyder, uanset om det er på en positiv eller negativ måde.

Vand-personen kan godt lide at sætte ord på alting og virker ofte åbnende og forløsende på sine omgivelser, hvilket kan få selv tavse og fåmælte mennesker til at snakke ganske af sig selv. Vedkommende kan dog også snakke som et vandfald for at overbevise sine omgivelser og for at sælge sit budskab, sin vare og sin ide ekstra godt, hvilket klart kan være en fordel i nogle sammenhænge. I andre sammenhænge kan det derimod være en stor hæmsko, fordi budskabet på trods af diverse gode intentioner risikerer at drukne og gå tabt i de mange ord. Vand-personen er generelt et lystbetonet menneske, hvilket tydeligt ses på det daglige engagement og arbejdsindsatsen på jobbet, og vedkommende har ikke specielt langsigtede mål på hverken jobbet eller i privatlivet, hvilket er årsagen til, at karrieren sagtens kan tage flere nye drejninger gennem årene.

Kommunikation, samarbejde, flow, fornemmelse for tingene, indføling, intimitet og nærvær er vigtige elementer i Vand-personens liv, hvorfor vedkommende egner sig specielt godt som deltager i kreative og processtyrede forløb, som kræver stort personligt engagement og indlevelse. Vand-personen finder stor glæde ved at dele sin livserfaring med andre og fortælle om sine egne oplevelser.

Vand-elementet kan være repræsenteret i personligheden i mange forskellige former, som billedligt talt kan svare til enten en stor vandpyt, en skovsø, en flod eller et helt hav, hvilket er meget afgørende for, hvor stor kraft vedkommende udtrykker sig med. Derfor finder man Vand-personer i alle lag af organisationen og alle steder i samfundet afhængigt af Vand-elementets omfang.

Vand-personen er glad for børn, interesserer sig for psykologi og menneskelig udvikling, er tryghedssøgende og holder gerne sammen med de samme mennesker på den private front gennem hele livet, hvis det kan lade sig gøre. Vedkommende er følelsesmæssigt påvirkelig og er ofte humørsvingende og bliver ekstraordinært stimuleret af mad, som fylder maven og skaber fysisk tryghed. Derudover er Vand-personen kontaktskabende, forstående, omsorgsfuld, harmoniserende, livgivende, frygtløs med en stærk underliggende angst for at miste dem, de holder af, grænseløs og ofte grænseoverskridende pga. uvidenhed omkring sine medmennesker.

Vand-elementet svarer til den intuitive energi på en givende måde og er det mest omskiftelige af de fire elementer. Vand-elementet kan sammenlignes med alle vejrsituationer, hvor der er vand involveret. Det være sig i form af den smukke stille forårs- og sommerregn, silende efterårsregn, regn- og tordenvejr hvor himmel og hav står i ét, smuk dalende sne, snestorm, islag og tøsne m.m.

Det er uhyre let at fornemme Vand-elementets store stemningsmæssige mangfoldighed, der veksler lige fra blidhed til meget kraftfulde følelser, som er helt udenfor kontrol. Et konstant skifte mellem afklaret og uafklaret vejrlig. Det er derfor også let at forestille sig, hvor stor indflydelse i både positiv og negativ retning enkelte Vand-personer kan have på deres familie og kolleger samt på stemningen i familien og i firmaet som helhed i både med- og modgangstider.

Denne tekst om Vand-elementet stammer fra Carsten & Anni Sennov's bog Bliv bevidst leder i dit eget liv, hvor du kan læse om persontypemodellen four element profile®.